top of page

Ofte stillede spørgsmål - FAQ

  • Hvordan fungerer NaviBlind?
    NaviBlind fungerer ved, at et GPS-tilbehør forbindes til din iPhone gennem Bluetooth. GPS-tilbehøret sender positionsdata til NaviBlind-appen på din iPhone. Hjælpemidlet er simpelt at bruge: Først downloades appen i App Store, hvorefter en ønsket rute bestilles. Når vi har behandlet ruteanmodningen, kan ruten findes i appen, og navigationen kan påbegyndes. Under rutevejledningen vil du modtage navigationsbeskeder, der præcist fortæller dig, hvor du skal standse, dreje og meget mere.
  • Hvorfor er det nødvendigt at tage en kasket på for at anvende NaviBlind?
    I kasketten, som følger med NaviBlind, sidder der på undersiden en flad antenne i en lille lomme. Denne antenne kræver at sidde øverst på hovedet for at give den præcision, som er essentielt for at NaviBlind fungerer korrekt. Antennen sidder skjult i hatten, og udadtil ligner kasketten en hvilken som helst anden kasket. Systemet fungerer ikke, hvis man f.eks. sætter antennen på skulderen eller lægger antennen i en taske.
  • Kan GPS-tilbehøret puttes i en anden hat end den medfølgende kasket?
    Man kan ikke anvende andre hatte end dem som NaviBlind udbyder. Hvis du ønsker at bruge en særlig hat, kan du kontakte os. Vi arbejder på at lave et større sortiment af hatte, så man f.eks. kan få en hue til om vinteren.
  • Hvad koster NaviBlind?
    Du kan se hvilke abonnementer, vi tilbyder ved at klikke her.
  • Kan jeg afprøve NaviBlind, inden jeg anskaffer det?"
    Ja. Vi arbejder p.t. på at få NaviBlind-udstyr ud til de danske kommunikationscentre, så du kan afprøve NaviBlind i dit lokale center. Indtil da er du velkommen til at aftale en tid og komme forbi os i Rødovre for at afprøve NaviBlind. Klik her for at gå til kontaktsiden.
  • Kan jeg købe NaviBlind som privatperson?
    Ja. Du kan se vores abonnementer ved at klikke her.
  • Kan jeg søge om at få NaviBlind bevilget som et hjælpemiddel hos min kommune?
    Ja, du kan godt søge om at få NaviBlind bevilget som et hjælpemiddel. Kontakt din lokale kommune, eller hvis det er relevant, dit lokale jobcenter. Hvis du har brug for hjælp til ansøgningen, er du velkommen til at kontakte os. Klik her for at gå til kontaktsiden.
  • For hvem har det relevans at anvende NaviBlind?
    NaviBlind er relevant for blinde og svagtseende borgere. NaviBlind kan også være relevant for dig, hvis du har svært ved at se om natten. Kontakt os, hvis du kunne tænkte dig at prøve NaviBlind. Klik her for at gå til kontaktsiden.
  • Er det nemt at bruge NaviBlind?
    Vi har udviklet verdens mest intuitive rutevejledning til blinde og svagsynede borgere. Pga. GPS-udstyrets høje præcision, kan NaviBlind-appen hjælpe dig hele vejen igennem din rute. Selv hvis du går skævt, vil appen korrigere din retning, så du kan komme lige over pladser, fodgængerfelter osv. Derudover kommer appen kun med beskeder dér, hvor det er nødvendigt og vil ikke spamme dig med unødig information.
  • Hvordan fungerer ruteanmodning?
    Hvis din ønskede rute ikke allerede findes i vores rutebibliotek, kan du bestille en ny rute ved brug af telefonopkald eller sms. Du finder telefonnummeret under rutebestilling i NaviBlind-appen. Når vi har modtaget og bekræftet din bestilling, indtegner vi ruten, og du vil som regel få adgang til den nye rute inden for 72 timer. Ruten vil som udgangspunkt blive tegnet i begge retninger, så du kan komme både frem og tilbage.
  • Kan NaviBlind lede mig udenom større, midlertidige forhindringer?"
    Ja. Vi indtegner ruter på opdaterede satellitbilleder, der kun er få dage gamle, og NaviBlind-appen kan derfor lede dig udenom større forhindringer, hvis de stadigvæk er der, når du går ruten. Eksempler på forhindringer kunne være vejarbejde og stilladser. Cykler, butiksskilte og andre mindre eller midlertidige objekter kan vi desværre ikke tage højde for. Derfor bør NaviBlind ikke ses som en erstatning for dine andre hjælpemidler, f.eks. stok og førerhund. Ruterne bliver ikke automatisk opdateret over tid, og der kan derfor opstå nye forhindringer som en ældre rute ikke tager højde for. Hvis du møder uforudsete forhindringer på din rute, har du mulighed for at ringe til vores Live Video Support, som deler din præcise lokation. Vi kan gennem Live Video Support lede dig udenom forhindringen. Derudover har du mulighed for at indrapportere en forhindring til os, så vi kan opdatere din rute udenom forhindringen. Indrapporteringer af forhindringer bliver som regel behandlet samme dag som de indrapporteres.
  • Kan NaviBlind hjælpe mig udenom en uforudset forhindring, såsom en parkeret lastbil?"
    NaviBlind vil hele tiden forsøge at få dig tilbage på den valgte rute. når du går uden om en forhindring. der er også et "visuelt kort" i NaviBlind appen så du kan få hjælp af en seende.
  • Hvad består NaviBlinds udstyr af?
    NaviBlind kommer med et GPS-tilbehør, en kasket og et bone conduction headset. Den nuværende version af GPS-tilbehøret hedder NaviPocket og kan fint ligge i din lomme. På kaskettens underside sidder en flad antenne skjult. Kasketten er forbundet via et kabel til NaviPocket.
  • Hvordan giver NaviBlind lydbeskeder? Kan man f.eks. vælge at bruge sit eget headset?
    NaviBlind appen afspiller navigationsbeskeder, f.eks. ”5 meter til højresving”. Du vil kunne høre disse beskeder på det medfølgende trådløse bone conduction headset eller fra din smartphones højttaler. Vi har valgt det medfølgende headset, fordi vi ved test har fundet ud af, at det er bedre til at skære igennem trafikstøjen end andre headset er. Hvis du ønsker at anvende en anden løsning til lyd, anbefaler vi, at du kun anvender løsninger, der ikke blokerer din hørelse. Nogle brugere foretrækker at holde smartphonens højttaler op til øret. En helt tredje mulighed er at forbinde til høreapparater, der har indbygget Bluetooth.
  • Kan NaviBlinds GPS fejle, altså f.eks. være upræcis?"
    Selvom GPS'en er meget pålidelig, kan den til tider fejle. Hvis du går under en bro eller et stillads, vil GPS-systemet ikke kunne finde din præcise position. Hvis du er inde i en smal gade med høje bygninger eller et område med moderne bygninger, der er særligt høje, kan nøjagtigheden at din position blive lav. Når nøjagtigheden bliver lav, vil du opleve, at NaviBlind-appen kommer med vildledende navigationsbeskeder. Hvis du har brug for hjælp i disse situationer, anbefaler vi, at du ringer til Live Video Support.
  • Under hvilke vejrforhold fungerer NaviBlind?
    GPS’en er blevet testet i al slags vejr og i forskellige miljøer – især i bymiljøer, hvor der af sikkerhedsmæssige årsager er et stort behov for høj nøjagtighed. Testene viste, at vi med GPS-tilbehøret opnår høj pålidelighed.
  • Kan man bruge NaviBlind i skov- og naturområder?
    Ja. NaviBlind er blevet testet i skove og parker og kan fint hjælpe dig til en spadseretur i naturen. Vi kan også lave ruter til stisystemer.
  • Virker NaviBlind indendørs?
    Nej. Men vi arbejder på at finde løsninger til indendørs navigation.
  • Kan man bruge NaviBlind på sin rejse med offentlig transport?
    Ja. Vi kan f.eks. lave en rute fra dit hjem til et busstoppested, og en anden rute, som går fra, hvor du står af bussen til din arbejdsplads. Du kan dog ikke anvende NaviBlind, når du er i det offentlige transportmiddel, f.eks. når du sidder i et tog eller en bus. Når du bestiller ruter til en rejse med flere stop, vil ruterne ikke blive talt som individuelle ruter, men blive lagt sammen til én sammenhængede strækning. Hvis den sammenhængede strækning er længere end 1,5 km vil strækningen dog kunne gælde for flere ruter.
  • Kan jeg gøre et stop undervejs på en rute?
    Ja. Hvis du ønsker at gøre holdt på din tur, kan du blot gå ud af ruten i NaviBlind-appen for at undgå at modtage navigationsbeskeder. Når du er parat til at gå videre på ruten, starter du appen igen. Idet appen viser den rute, der er tættest på, kan du nemt starte navigationen af samme rute igen, og appen vil automatisk lede dig fra din nuværende placering videre på ruten.
  • Kan appen bruges til at søge efter butikker og lignende i nærheden, ligesom jeg kender det fra Google Maps?"
    Ikke endnu. Når du planlægger din rejse, kan du f.eks. bruge Google Maps og Rejseplanen for derefter at ringe til os og bestille ruten.
  • Jeg har en Android-telefon. Kan jeg få NaviBlind?
    Desværre ikke endnu. Vi har prioriteret iPhone, da det er den platform, som anvendes af flest, men vi regner med at udvikle en Android-version i fremtiden.
  • Hvor mange ruter kan jeg få adgang til?
    Du får adgang til alle offentlige ruter og et antal af private ruter, som afhænger af dit abonnement. Hvis du har brug for yderligere ruter, kan du altid tilkøbe disse. Du kan se, hvor mange ruter, der er inkluderet i hvert abonnement, ved at klikke her.
  • Kan ruter, der ikke er blevet anvendt i en abonnementperiode opspares og overføres til en ny abonnementperiode?"
    Desværre ikke. Vi har løbende udgifter til drift af NaviBlind, og vi kan derfor ikke tilbyde opsparing af ruter.
  • Hvor mange offentlige ruter findes der i appen?
    Antallet af offentlige ruter stiger stødt og roligt med, at vi får tegnet flere og flere. I starten vil vi kunne tilbyde en håndfuld af offentlige ruter.
  • Hvor kan jeg komme hen med offentlige ruter?
    Offentlige ruter findes primært i parker og naturområder. Der vil også være ruter til oplevelser eller ofte besøgte steder, såsom fra Hovedbanegården til Tivoli eller fra Hellerup-station til IBOS.
  • Hvor ofte bliver offentlige ruter opdateret?
    Vi bestræber os efter at opdatere offentlige ruter mindst hvert halve år.
  • Kan jeg dele ruter, f.eks. med en ven?"
    Ja. Du kan dele ruter med så mange andre brugere, som du har lyst til. Deling af ruter er ubegrænset. Du kan endda få en rute gjort offentlig, så alle der anvender NaviBlind kan anvende ruten. For at dele en rute skal du blot sende en sms eller ringe til os via telefonnummeret under rutebestilling. Vi deler som regel ruter samme dag, som vi modtager anmodningen.
  • Er GPS-tilbehøret vandtæt?
    Nej, GPS-tilbehøret (NaviPocket) er ikke vandafvisende, men lommen til antennen i kasketten er vandafvisende. Du er selv ansvarlig for at holde produktet væk fra vand.
  • Hvad er det, der gør NaviBlinds GPS så præcis?"
    NaviBlind anvender næstegenerations GPS-systemer. I alt anvender vi fire nøgleteknologier: 1. Samtidig modtagelse af mindst fire satellitkonstellationer, herunder GPS, Galileo, GLONAS og Beidou 2. Modtagelse af tre forskellige bølgelængder af satellitsignaler 3. Modtagelse af korrektionsdata fra referencestationer 4. Anvendelse af antenne, som er følsom og skærmer mod reflekterede signaler
  • Hvor længe holder GPS-tilbehørets batteri?
    Batterilevetiden er 4 timer. Hvis du har brug for yderligere batterilevetid, mens du er på farten, kan du bruge en powerbank til oplade GPS-tilbehøret. Batteriet oplades gennem USB-C.
  • Kan GPS-tilbehørets batteri oplades?
    Ja. Batterierne er af typen genopladelige litium-ion-polymer.
  • Får jeg kortere batterilevetid på min telefon ved brug af NaviBlind?
    NaviBlind-appen bruger ikke smartphonens interne GPS og bruger derfor mindre strøm under navigation end ved brug af andre navigationsapps, som aktiverer telefonens egen GPS. Dog må det forventes, at NaviBlind-appen har et jævnt strømforbrug, ligesom ved brug af andre apps.
  • Hvor lang tid tager det fra jeg bestiller en rute til, at den er tilgængelig i appen?"
    Du vil som regel få adgang til den nye rute inden for 72 timer.
  • Hvilke sprog kan NaviBlind indstilles til?
    Appen indstilles automatisk til ens lokale sprog. Appen kan derefter manuelt indstilles til både dansk og engelsk tale.
  • Kan jeg få byttet min kasket, hvis jeg vil have den i en anden størrelse?"
    Ja. Du kan altid få byttet din kasket, hvis du har brug for en anden størrelse.
  • Kan jeg bruge NaviBlind i alle danske byer?
    Ja. NaviBlind er tilgængeligt i alle danske byer.
  • Kan jeg bruge NaviBlind i udlandet?
    I fremtiden vil du kunne anvende NaviBlind i udlandet. P.t. er NaviBlind kun tilgængeligt i Danmark.
  • I hvilket tidsrum kan jeg ringe til Live Video Support?
    Se vores åbningstider ved at klikke her.
  • Hvad er åbningstider for bestilling af nye ruter?
    Se vores åbningstider ved at klikke her. Du har altid mulighed for at sende en sms med din rutebestilling uden for telefonåbningstiderne.
  • Kan man bruge NaviBlind til andet end gang, f.eks. løb?"
    Nej. Vi anbefaler ikke at anvende NaviBlind til andet end gang. I fremtiden kan der muligvis komme nye versioner af NaviBlind, der kan anvendes til løb.
  • Hvordan kan jeg holde mig opdateret på nye funktioner?
    Du kan tilmelde dig vores nyhedsbrev. Nyhedsbrevet udkommer én gang månedligt. Klik her for at gå til tilmelding.
bottom of page